Cheftræner Claus Rasmussen

Dansk mester kæmper videre for Horsens

Claus Rasmussen starter på Politiskolen i København

Af Simon Ydesen

Claus RasmussenBilledetekst:
Claus Rasmussen fra Horsens Judoklub vandt det danske mesterskab i 100 kg+-klassen i sidste sæson, men forsvarer ikke sin titel. Derimod kæmper han videre på judoholdet i Horsens, selv om han flytter til København. (Foto: Martin Ravn)

HORSENS - Claus Rasmussen er et enestående tilfælde i dansk kampsport. Han mestrer nemlig fem former for kampsport.

Han har sort bælte i japansk jiu-jitsu og karate. Han har brunt bælte i judo, men satser på at sikre sig det sorte bælte næste år.

Sidst, men ikke mindst, dyrker han brasiliansk jiu-jitsu og thaiboksning for alsidighedens skyld.

Den 27-årige Claus Rasmussen er bidt af kamp-sport som ganske få.

- Jeg elsker de forskellige kampsportsformer, fordi de giver mig en fysisk udfordring, siger Claus Rasmussen, der har flere titler under bæltet.

Dansk mester

- Jeg har vundet en individuel DM-titel i judo i 100 kg+-klassen. Sidste år var jeg også med til at blive jysk-fynsk mester for hold med Horsens Judoklub. Jeg har også været uofficiel landsmester i japansk jiu-jitsu, fortæller Claus Rasmussen, der ikke går så højt op i at vinde hæder.

- For mig handler det i højere grad om at blive en komplet kæmper. Det er også derfor, jeg dyrker de forskellige former for kampsport. De mange forskellige former for kamp-sport er med til at give mig en psykisk styrke. Jeg lærer at holde hovedet koldt under i stressede situationer, påpeger Claus Rasmussen.

Politiskolen

Han kan meget vel få brug for netop at holde hovedet koldt i sit kommende erhverv.

- Jeg skal begynde på Politiskolen. Her tror jeg afgjort på, at jeg kan drage nytte af min erfaring fra kampsporten, siger Claus Rasmussen.

Favoritdisciplinen er japansk jiu-jitsu.

- Jeg begyndte at dyrke japansk jiu-jitsu i 1998. Siden da har jeg været vild med at dyrke kampsport, forklarer Claus Rasmussen, der på trods af sin store passion for kampsport ikke er det danske svar på Rambo.

- Det eneste tidspunkt, jeg har haft brug for min kampsportserfaring uden for en træningshal, er, når jeg har arbejdet som kontrollør på diskoteker, siger Claus Rasmussen, der pt. bor i Kolding sammen med sin kæreste.

Det bliver der lavet om på, når han flytter til København for at påbegynde uddannelsen på politiskolen.

- Jeg skal finde et billigt værelse i København. Det er min plan at være i København i hverdagene, mens jeg rejser hjem til Kolding i weekenden, siger Claus Rasmussen, der allerede får kørt en pæn portion kilometer for at passe sin træning.

- Jeg har to dage om ugen, hvor jeg kører fra Kolding til Horsens for at træne karate og bagefter japansk jiu-jitsu. Jeg træner judo i Vejle, men stiller op for Horsens Judoklub, fortæller Claus Rasmussen.

Når tiden som politielev begynder, skal han finde nye steder at træne, men det er ikke noget der skræmmer ham.

- Jeg regner med at holde formen ved lige, mens jeg er i København. Med hensyn til deltagelse i forskellige stævner regner jeg med at stille op for Horsens Judoklub ved hold-DM i judo, men jeg satser ikke på at stille op til det individuelle DM for at forsvare min titel fra sidste sæson, siger Claus Rasmussen.

(Horsens Folkeblad d. 20. december 2008)

 

Monday, December 22, 2008, Webmaster

Horsens Jiu Jitsu Klub - Færøvej 3, 8700 Horsens - E-mail: info@hjjk.net