Graduering

Graduering 
DJSF_NationalgradueringEn graduering er en eksamination af alle de pensum teknikker der ligger til det bælte som gradueringen omhandler samt en række andre ting som eleverne skal kunne. Herunder faldteknik, reaktionsteknik, teknisk forklaring af udvalgte teknikker, samt kendskab til nødværgeretten (Staffelovens §13). Hver graduering tager ca. en halv time pr. elev.
 
En graduering foregår ved at der komme én eller flere graduerings berettigede fra Dansk Jiu Jitsu og Selvforsvars forbund og foretager gradueringen af de der er indstillet. Hvis det drejer sig om gult bælte har vi i klubben Jesper Eriksen som er DJSF graduerings berettiget. Hvis der er tale om en senior graduering eller en enkelt junior graduering, tager vi i mange tilfælde til en anden klub som Vejle eller Tønder.
 
Det er tilladt for forældrene/familie at komme og kigge på, hvis de kan være stille.
Eleverne bliver indstillet til graduering på individuel basis i forhold til hvor klar de er, da vi ikke synes de skal op hvis der er en risiko for at de ikke består!
Alle skal igennem en uformel prøvegraduering hvor en træner i forbindelse med en almindelig træningsaften, kigger teknikkerne igennem og rådgiver eleven i hvilke der skal arbejdes mere med - eller om eleven er klar til graduering.
 
De elever der har trænet både tirsdage og torsdage er typisk klar før de der kun træner den ene dag - da de rundt regnet har lagt dobbelt så mange trænings timer i det. 
 
Som der kommer mere "farve" på bæltet stiger kravet til præcision i teknikkerne, til den tekniske forklaring - f.eks. hvor ligger balancebrydningen i den enkelte teknik, kendskabet til baggrunden for teknikkens opbygning og dens japanske navn.
 
Begreber
Den der skal forsvarer sig, som er oppe til gradueringen, kaldes "tori".
Den der angriber, altså træningsmakkeren, kaldes "uke".
 
Snip gradueringer (junior)
Som udgangspunkt behøver man ikke igennem nogen snip gradueringer - dette er en uofficielt milepæl som vi bruger for at give ungerne noget overskueligt at arbejde hen imod. For børn kan pensum til hvert bælte være meget stort og særligt til det først bælte kan det være lige i overkanten at skulle huske alt det på én gang. Det betyder selvfølgeligt også at der er en vis respekt omkring folks bæltegrader da alle ved hvor svære de er at opnå.
 
Den daglige træning hen i mod graduering
Vi prøver at have den rigtige afvejning mellem pensum, alm. selvforsvar, gulvkamp og andre aktiviteter. Men det er selvfølgeligt klart at når der er snak om graduering så ville alle ønske at der var brugt 100% tid på pensum. Men vi skal også kunne gøre den daglige træning lidt sjov og holde motivationen oppe - så derfor vil vi hellere bruge tid på andre ting frem for at gå direkte efter bælterne.
 
Da der er mange udøvere der har deres gang i klubben og vi i sagens natur ikke kan have fokus på alle på én gang - så vil vi opfordre eleverne til selv at rette henvendelse til en træner før eller efter træningen (eller til klubben pr. telefon/e-mail) - hvis de mener det er på høje tid at de kommer til en graduering. 
 
I det hele taget vil vi meget gerne have tilbagemeldinger fra jer på træningen og atmosfæren i klubben i al almindelighed! Hvad er din mening om klubben/træningen? For juniorer - hvad er jeres børns mening om klubben/træningen og hvordan opfatter I det som forældre? Det er selvfølgeligt lige som i biografen - det er noget man snakker om inden vi starter - eller bagefter.

Hvornår er der graduering?
Dette spørgsmål bliver vi stillet utroligt ofte. Svaret er: "når der er nogen der er klar til det - så arrangerer vi graduering". Det er først når man når op til brun og derover at gradueringerne er fastlagte på landsplan.

Hvad skal være opfyldt før man kan gå til graduering?
Følgende skal være opfyldt: (gælder gul, orange og grønt bælte)

1. Der skal være gået minimum 3 måneder siden man er begyndt eller man sidst fik en ny bæltefarve. (Dette er sjældent et problem.)
2. Man skal selv føle man er klar til at gå op.
3. Man skal have en gyldig DJSF licensbog (50 kr) med billede i og DJSF årsmærket/halvårsmærke fra indeværende år.
4. Man skal have været til prøvegraduering og fået "ok" af sin træner
5. På selve dagen skal man have 50 kr med.

En graduering koster 50 kr, og hvis man vælger at købe sit nye bælte i klubben så koster det yderligere 50 kr. (Såfremt vi har et liggende i den rigtige størrelse og farve!)

Hvor meget vi end ville ønske det, så har alle trænere desværre ikke en opdateret status på alle elever i deres "hjerne-database", så hvis overstående er opfyldt så er det helt i orden at man lige kommer over efter træning og minder os om at man gerne snart vil op til graduering. (Eller for juniorer, at få mor/far til det.) Hvis der er gået 2 måneder siden du var oppe til en super prøvegraduering og der er 10 andre der har været oppe siden - så er der en meget god chance for at vi har glemt at du meget gerne ville til graduering!

Men husk på - bæltefarve er ikke alt.

Thursday, June 11, 2009, Webmaster

Horsens Jiu Jitsu Klub - Færøvej 3, 8700 Horsens - E-mail: info@hjjk.net